Gennem det seneste årti er dukket et bredt udvalg af kopimønter op på markedet. Kopierne er af både danske og udenlandske mønter, og det er som regel sjældne og dyre samlerobjekter, som efterlignes.
Det kunne være hvad det var, men sammen med kopierne følger også en lind strøm af anløbne personer, som har gjort det til en hobby at svindle.
Nogen kopimønter er tydeligt mærket “COPY”, men de fleste typer, som produceres i Kina, er ikke umiddelbart genkendelige for ikke kyndige.
Kineserne sælger kopierne til mellem 20 og 40 kroner pr. stk. på Internettet, og det kan blive til en net sum i Østen, hvis man sælger nok af dem.
Mærkeligt nok, kan kopierne sælges i Danmark til priser mellem 100 og 300 kroner, hvilket jeg betragter som ren åger for værdiløst metal.
Desværre er der ingen lov, der forbyder salg af kopimønter og sedler, så længe det ikke er gangbare betalingsmidler, der eftergøres, for så bliver det pludseligt ulovligt.
Der kan ikke oplyses og advares nok om kopimønterne, for de dukker op alle vegne.
Seneste eksempel er en 1-øre 1881, som blev handlet her i klubben, og som rent tilfældigt blev undersøgt nærmere. Læs mere længere nede på siden.
Onkel Joakims Lykkemønt findes som kopi.
Herover ses en kopi af Joakims Lykkemønt. Og herunder den ægte Onkel Joakims Lykkemønt.
Lykkemønten er en reklame udsendt af forlaget Egmont sammen med Lommeanden nr. 10 1994.
Da mønten kunne forveksles med en 10-krone, fik Nationalbanken omgående bladhuset til at trække udgivelsen tilbage, men enkelte eksemplarer var allerede solgt, og er i dag blevet et samlerobjekt, som ikke er helt nemt at erhverve.
5/1 2014 blev der på QXL solgt en lykkemønt med hammerslag på 1810,00 DKK.
12/10 2014 fik mønten hammerslag på 1800,00 (+salær) DKK på auktion hos Bruun-Rasmussen. Dog var her tale om et eksemplar, i original indpakning sammen med Lomme Anden.
1/3 2018 sås et eksemplar på QXL udbudt til 2.500,oo DKK, hvilket dog må anses for at være en urealistisk startpris. Lot’en blev så vidt vides heller ikke solgt.
15/5 2018 fik et eksemplar hammerslag hos Bruun-Rasmussen på 1.850,00 DKK (+salær). Auktionshuset havde sat vurderingen til 1.200 DKK, til trods for at eksemplaret havde tæringspletter, og ikke var i sin originale indpakning..
Den falske lykkemønt er kun én ud af flere fupmønter. Fra samme sælger kommer også disse reproducerede Satanmønter, som i hvert fald ikke stammer fra 1973, hvor de originale mønter blev præget.
Endnu en mønt fra den samme svindler er denne “20-krone”. Den ligner imidlertid en ægte 20’er så meget, at det tangerer desideret falskmøntneri.
Sieg 86 – H 127, Christian IV, tyk krone 1624, samtidig KOPI
Danske årgangsmønter
En lind strøm af kopierede årgangsmønter fremstillet i Kina, har fundet vej til det danske samlermarked.
De sælges over alt, og man må undre sig over at samlere, der ellers gerne vil fremstå som seriøse, begiver sig af med, at importere den slags metalskrot.
Langt de fleste kopier er ikke behørigt mærket, så det er ikke enhver, der umiddelbart kan se, der er tale om en kopi. Og desværre er der iblandt nogle plattenheimere, der helt bevidst tilfører de ellers skinnende kopier lidt patina, så de bliver endnu sværere at spotte for ukyndige.
Et eksempel er denne 1-øre fra 1881, som blev købt af et af klubbens medlemmer for en pæn sum.
Sælger er kendt, og velrenommeret blandt samlere, og havde ikke selv på noget tidspunkt mistanke til, at det var en kopi han havde erhvervet.
Så både sælger og køber handlede med den overbevisning, at mønten var ægte.
Kun fordi en tredje person fattede mistanke, blev den handlede mønt sammenlignet med en kendt kopi, og det blev erkendt, at den ikke kunne bestå eksamen.
Efterfølgende er mønten blevet underkastet en analyse, der viser hvilke metaller den indeholder, og her dumper den da også.
Kopi mønten indeholder 99% kobber, og resten består af jern og zink. Der var intet spor af tin, som ellers burde være en bestanddel.
En ægte mønt, der samtidigt blev testet indeholdt 94% kobber og 4% tin. De sidste 2% bestod af flere andre metaller, mest zink.
Der er imidlertid et par tydelige kendetegn, som går igen på kopierne af 1 øre 1876, 1878, 1881 og 1892.
C’et i monogrammet har de samme to hakker, som ses ved pilene. Selv om præget er ret højt, er konturlinierne i monogrammet utydelige uden dybde.
Præget er meget sløret og “uldent” og nobret, selv om der ikke ses egentlig slidtage på materialet.
På reversen har delfinen et hul i bagkroppen, og Ø’et har et hak i bunden af bogstavet.
Endelig kan man ved årgang 1881 se en markant forskel på årstallet, men det kræver jo, man har den ægte vare at sammenligne med. På den ægte til højre er tallene større og tættere ved perlerækken, hullerne i otte-tallerne er runde, fanen og foden på et-tallerne er mere skarpe. Bemærk forskellen på konturlinierne i monogrammet.
Det kan være svært at se på en mønt, om det er den ægte vare, og de færreste står måske lige med en ægte original til sammenligning.
Mit råd skal lyde: Vogt jer for efterligninger, og lad være at købe dyre samlermønter, hvis man er det mindste i tvivl.