Nyheder og information

August 2024.

Velkommen til en ny sæson i Holbæk og Omegns Møntklub.

Nu nærmer sæson starten sig igen i vores lille klub.
Som sædvanligt starter vi igen første torsdag i september,
og auktionslisten er lagt på vores hjemmeside.
Vi lægger ud med en masse gode lots til billige penge,
ligesom der også er noget i den dyrere ende af bedre kvalitet.

Så vel mødt til alle gamle, såvel som nye medlemmer i vores klub,
og er du ikke medlem, så tøv ikke med at aflægge os et besøg alligevel.
Det koster ikke noget at være nysgerrig 🙂

Vh. bestyrelsen.


GOD JUL og GODT NYTÅR

Desværre så vi os nødsaget til at aflyse vores julemøde i december, på grund af sygdom.
Det annoncerede anvisnings salg til julemødet, rykkes derfor til januar  mødet, hvor der også afholdes generalforsamling.
Bestyrelsen sender hermed en jule hilsen til alle medlemmerne i klubben, og ønsker samtidigt et godt nytår.

Tiden nærmer sig også for klubbens årlige børs i starten af marts.
Effekter til anvisnings salg på børsen bedes indleveret til møntmesteren senest 4. januar, ved vores møde denne dato.

Vh. bestyrelsen.

 


Dansk Møntforums møntbørs i Holbæk den 2. september 2023

10. juli 2023

Der holdes auktion over 60 lots den 2. september i Holbæk. Se auktionslisten her på siden.

24. april 2023.

Dansk Møntforum  inviterer til byttedag arrangeret af
Holbæk og Omegns Møntklub, Kalundborg-egnens Møntklub og Odsherreds Møntklub.
Lørdag den 2. september 2023
Læs invitation med info her:
Dansk Møntforum byttedag 2023


Klubben holder flyttedag!

20. december 2022.
Vores gamle klub holder igen flyttedag. Det er ikke længere muligt at benytte lokalerne i Fritidscenteret.
Fra og med generalforsamlingen d. 5 januar 2023, har Holbæk Og Omegns Møntklub adresse på Dampmøllevej 2, 4300 Holbæk.
Det er i den gamle Postnord bygning på 1.sal.
Holbæk Kommune har istandsat lokaler, som kommer til at huse andre lokale foreninger.

 

Vel mødt!

Bestyrelsen.


 

Velkommen til en ny sæson!

Så er vi så småt ved at være klar til en ny møntsamler sæson, og indkalder til klubaften i fritidscenteret torsdag 1. september 2022.
Vi håber alle klubbens gamle medlemmer har samlet appetit hen over sommeren, og vi håber da også på, at nye ansigter vil dukke op, når vi igen finder samlerhatten frem fra skabet.

Årets første auktionsliste er nu online og lige om lidt tikker det næste medlemsblad ind i mail boksen eller postkassen hos alle lubbens medlemmer.

De bedste sommerhilsner fra Bestyrelsen.

 


50 års jubilæumsmøntbørs 6. marts 2022

Lige om lidt når vi til den første søndag i marts, hvor klubben endelig kan afholde den møntbørs, som i årtier har været en fast tradition.
Og sædvanen tro vil det være et arrangement, hvor alle er velkomne, uanset om man er samler inden for numismatikken eller ej.

Hvis man bare er nysgerrig, og vil se, hvad de der mønt nørder har gang i, er det en fin mulighed for at få tjekket det ud.
Det kan også være man har arvet en samling, eller har fundet barndommens møtsamling frem fra loftet – jamen, kig forbi og snus til atmosfæren.
Der er altid få plads til et nyt medlem, som vil begynde at samle, eller måske genoptage en gammel glemt interesse.
Selvfølgelig får vi også besøg af flere mønthandlere, som har alle deres lækkerier med, og der vil være mulighed for at købe lidt nyt til sin samling, eller måske bytte sig til netop det, man mangler.

Også helt i tråd med traditionen afholder vi om formiddagen en mindre auktion over ca. 50 lots, der alle starter på 5 kroner, samt en lidt større auktion om eftermiddagen.
Her vil der være lidt for enhver smag og pengepung. Som noget nyt vil de sidste lots på denne auktion være med en mindstepris, d.v.s. at hvis ikke mindsteprisen opnåes ved bud,
vil der ikke falde et hammerslag.
Auktionslisterne bliver snarest muligt lagt ud her på siden, og af de lidt mere sjældne effekter, håber vi at kunne udbyde bl. a. 1 øre 1881 og 1 øre 1876 i fin kvalitet.
Se eller download indbydelsen til børsen her.
Filen er i wordformat, og kan printes.

Mvh. bestyrelsen.


♥   Julehilsen fra HOM   ♥

Så er vi godt igang igen, og sæsonens første fire møder er afviklet.
Der har været et fint fremmøde, dog var der kun 12 medlemmer til julemødet, men det kan måske tilskrives at corona pandemien
på ny eskalerer med raketfart. Og den nye muterede variant er nok noget man helst ser sig fri for.
Vi håber selvfølgelig på, at aktiviteterne fortsat kan afvikles, og opfordrer til holde afstand og spritte af til vores møder,
ligesom vi af hensyn til evt. smittesporing, registrerer alle fremmødte medlemmer.
Januar mødet bliver som sædvanligt årets generalforsamling, hvor der plejer at komme et pænt antal medlemmer.

I 2022 håber vi på, at corona pandemien er klinget så meget af, at vi kan afvikle vores børs til marts, hvilket blev forhindret i 2021.
Det afhænger af hvor mange restriktioner befolkningen er pålagt til den tid, og første søndag i marts er altså lige om et øjeblik.

Til sidst skal lyde et GLÆDELIG JUL OG GODT NYTÅR  til alle klubbens medlemmer.

Mvh. bestyrelsen.

 


Endelig!  Opstart af sæsonen i HOM

23. juli 2021.

Så nærmer der sig en ny sæson, og i klubben forbereder vi os så småt på, at få gang i klublivet igen efter den ufrivillige pause.
Vores 50 års jubilæum og årets møntbørs blev forbigået i stilhed, så nu håber vi at alle vores medlemmer er friske og klar, så vi kan
få pustet liv i alle vores aktiviteter igen.
Vi lægger ud torsdag den 2. september med generalforsamling, som vi valgte at udskyde i januar på grund af situationen.
Auktionslisten for september er under udarbejdelse, og følger snarest her på siden.

 

Vel mødt!

Mvh. bestyrelsen.

 


50 ÅRS JUBILÆUM

25. januar 2021.

Den 31. marts 2021 er det 50 år siden Holbæk & Omegns Møntklub blev stiftet.
Det skulle naturligvis have været markeret på en eller anden måde, og vi havde set frem til at gøre vores årlige møntbørs til  en 50-års børs.
Men det har været meget op ad bakke med alle aktiviteter i klub regi, idet vi bare ikke har kunnet samle medlemmerne, som vi plejer.
Reglerne tillader det ikke, og vi vil heller løbe nogen risiko, da smittefaren med corona er for alvorlig.
Som det ser ud lige nu, tegner det ikke for lyst, og indtil videre må vi indstille os på, at vores 50 års jubilæumsår bare bliver lidt stille, i hvert fald på denne side af sommerferien.
Efteråret plejer i forvejen at byde på mange arrangementer hos vores naboklubber, arrangementer som er mere eller mindre tradition,
så det er måske ikke smart at presse en ekstra børs ind mellem alt det “faste”.
Men så må vi vende tilbage i 2022 med fornyet energi, og forhåbentligt er den længe ventede vaccination til den tid givet til alle.
Lige nu aflyser vi alle aktiviteter i foråret 2021, og håber på, vi kan komme i gang igen til september.

Mvh. Bestyrelsen.


Godt NYTÅR til vore medlemmer!

28. december 2020

Hvor hurtigt Covid-19 bliver manet i jorden ved vi ikke, men vi følger selvfølgelig med, og vil ikke indkalde til medlemsmøder før end vi har smittefaren på rimelig sikker afstand.
I mellemtiden kan vi jo se at vores aktiviteter ligger underdrejet, og generalforsamlingen som skulle være afholdt her 7. januar 2021, skyder vi en hvid pind efter,
og lader den indgå i den generalforsamling, som vi skal afholde i januar 2022.
Det kan så godt nok være, at vi skal indkalde til en ekstraordinær generalforsamling i løbet af 2021, for at få det juridiske på plads.
Ligeledes vil vi ikke opkræve kontingent for 2021 men lade kontingentindbetalingen for 2020 dække begge årene 2020+2021.
Dette vil så også blive behandlet på den ekstraordinære generalforsamling.

Mvh. Bestyrelsen.


GENERALFORSAMLING AFLYSES

7. december 2020

Generalforsamlingen, som var planlagt til afholdelse på klubbens møde i januar 2021, må desværre aflyses, idet forsamlingsforbudet ikke tillader mødeaktiviteter med mere end ti deltagere.
Det bliver ikke muligt at afholde generalforsamling, før vi igen kan samles mindst 50 personer, så indtil videre udskydes mødet på ubestemt tid.
Endvidere  aflyses mødet i februar. Vores årlige møntbørs i starten af marts er også i farezonen, men en endelig beslutning, hvor vidt børsen kan afholdes, bliver truffet ved udgangen af januar måned.

 

Mvh. Bestyrelsen.


Klubmøder aflyses i november og december.

25. oktober 2020

På grund af corona pandemiens opblussen, og regeringens forsamlingsforbud, har bestyrelsen besluttet, at klubmøderne planlagt i november og december ikke kan gennemføres.
Indtil vi igen kan samles i et antal af mindst 50 personer, er aktiviteterne i klubben indstillet.
Vi holder øje med situationen, og forventer at melde ud medio december, hvor vidt den årlige generalforsamling i januar vil kunne afholdes.
Hvis det ikke er muligt, vil generalforsamlingen blive flyttet til et senere tidspunkt.

Mvh. Bestyrelsen.


!!!OBS!!!  APRIL MØDET AFLYSES.

19.marts 2020

P.g.a. corona-situationen i Danmark er det besluttet, at aflyse april måneds medlemsmøde, og holde sommerferie.  Vi håber at faren er drevet over, så vi kan genoptage aktiviteterne igen i starten af september. Den opslåede auktionsliste til april mødet, bliver i stedet gældende for første klubaften i september.

God sommer!


>>>>>>>>>>>>Besøg os på den årlige møntbørs<<<<<<<<<<<<<<<

Søndag d. 1. marts 2020 afvikler Holbæk og Omegns Møntklub den årlige børs, hvor dørene slås op for alle, som kunne
have interesse i at se, hvad der rører sig klubben. Adgangen er gratis for alle, som har lyst til, at kigge forbi, og snuse lidt til numismatikken.
På dagen har vi besøg af mønthandlere, hvor man altid kan gøre en handel, og måske få lidt af det man mangler, med hjem til sin samling.
Eller måske kan det blive startskuddet for nye samlere?
Man har også mulighed for, at få sine numismatiske effekter vurderet på børsen, dog må vi betinge os, at effekterne bliver indleveret for vurdering, hvis det drejer sig om større samlinger. Ryd pulterkammeret for mønter og sedler, og tag på møntbørs.

Der er mulighed for at købe vand, øl, kaffe, smørrebrød og kage, hvis man trænger til lidt forplejning.
Klokken 11:00 afholdes møntauktion. På denne starter alle udbudte emner på 5,00 kroner.
Klokken 14:00 afholdes endnu en auktion, som dog har højere mindstepriser.
Man behøver ikke være fast medlem af klubben, for at byde på auktionerne. Der kan, mod erlæggelse af 20,00 kroner,
løses et midlertidigt “”Møntbørsmedlemsskab”.

Det er muligt at reservere et bord, hvis man har lyst til at komme forbi, og sælge af egne numismatiske effekter.
Ring til vores formand og bestil et bord. Det koster 50,00 kroner. Se info her!

VI SES TIL MØNTBØRS I HOLBÆK.


 

 

ELLEORE har 75 års jubilæum.

I anledning af jubilæum’et, er der udgivet en ny mønt, som ser således ud:


2019.11.24

Nu er det muligt at finde et katalog over danske spillemønter på internettet. Gå ind på www.spillemønter.dk.
Det er et nystartet projekt, som med tiden vil blive udbygget, så man kan finde beskrivelser, billeder og priser på hjemmesiden.


!!!!!! ADVARSEL TIL BRUGERE AF QXL !!!!!!

!!! Onkel Joakims Lykkemønt findes som kopi !!!

Hvis du køber mønter og lignende på QXL’s auktioner, og lige mangler Onkel Joakims Lykkemønt i samlingen, må det frarådes at byde på disse auktioner:

Sælger, der på QXL kalder sig Wolf Pack Production, udbyder eksemplarer af Onkel Joakims Lykkemønt.
Det ikke den ægte vare men KOPIER, hvilket sælger undlader at oplyse om, ligesom auktionen heller ikke er placeret i kategorien for KOPI-mønter.
Prisen er ellers helt i top, startbuddet er 489,- kroner.
Det er en ågerpris for en billig kopimønt, som i øvrigt viser sig at være af dårlig kvalitet.
Hvis man aldrig har set et ægte eksemplar, og ved præcis hvordan, et sådant ser ud, er man blot endnu et let offer.
Sælgeren er ikke sådan lige at finde igen, da han ikke bruger sit eget navn, og benytter sig af co/ adresser og postbokse, som han antageligt ofte skifter ud.
Jeg købte et par stykker lykkemønter 20. oktober 2018, og nogen stykker af svindlerens falske satanmønter, i den overbevisning, at man hurtigt og nemt kunne returnere dem igen.
Jeg blev klogere.
Efter en lang kamp og utallige e-mails til sælger og QXL, lykkedes det 15. marts 2019, at få mine penge retur og afsluttet sagen.
Sælger var i starten tavs, og da han endelig reagerede, spillede han dum, og undskyldte sig med, at han selv troede det var ægte mønter.
Og QXL er bedøvende ligeglade med, at der sælges svindelvarer på deres hjemmeside. Det er jo stadig ensbetydende med indtjening.


I England har den britiske mønt, 28. marts 2017, sendt en billion helt nye bi-metal 1-£ mønter på gaden. Det sker, bl.a. fordi den eksisterende pund mønt er for let at efterligne, og det anslås at der cirkulerer 41.000.000 falske pund mønter i Storbritanien.
Den nye pund mønt er i “to-komponent” metal ligesom euroen. Dernæst har man forsynet mønten med et hologram, så efterligninger, burde være umulige.
Mønten betegnes som verdens mest avancered mønt.
Den gamle pund mønt er pr. 15 oktober ikke længere gyldigt betalingsmiddel i handlen, dog kan man en tid endnu veksle sine gamle mønter i de britiske banker.
Som en forløber til den nye mønt, har The Royal Mint præget og udsendt 200.000 prøvemønter til forretningdrivende, til test i automater o.lign.
Prøvemønterne er ikke gyldigt betalingsmiddel, men de handles pt på netauktioner til priser på 200-250£ pr. stk.
    

Falsk 1-pund 1996. Plantagenets løver har absolut intet at gøre på denne årgang.                  Og den nye mønt med 12 kanter og hologram.

2017.11.01